Forårets billedværksted for voksne på Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, tager i år udgangspunkt i udstillingerne med Ann Veronica Janssens – HOT PINK TURQUOISE, Per Kirkeby – Bronze, Louisiana on Paper. Nancy Spero, Arkitekturens Værksteder – Tatiana Bilbao Estudio og Tetsumi Kudo.

Billedværkstederne afvikles:

tirsdage kl. 18.30-21.00 første gang den 3. marts
onsdage kl. 18.30-21.00 første gang den 4. marts
torsdage kl. 18.30-21.00 første gang den 5. marts

Sanselige fortællinger, vores forunderlige verden og forførende farver er i fokus på Forårets Billedværksted.
Her er der mulighed for at bruge sin fantasi og skaberkraft, når man dykker ned i kunstnere som Ann Veronica Janssens´ sanselige univers med optiske fænomener, Per Kirkebys bronzeskulpturer, den japanske kunstner Tetsumi Kudos fascinerende installationer og Nancy Speros helt særlige maleteknikker.

Kurset, der ledes af Louisianas kunstformidlere, henvender sig til dem, der har lyst til at fordybe sig i de enkelte værker og få fingrene i kunstens materialer og teknikker. Det kræver ingen forkundskaber at deltage, kun lyst.

Hver gang indledes med en introduktion til dagens emne. Herefter følger en dialogbaseret omvisning i udstillingerne. Man tegner skitser undervejs, taler om farver og former, om teknikker og materialer, om kunstnerne, om deres liv og værk.

Og tilbage i værkstedet arbejder man med kreative processer og eksperimenter indenfor maleri, tegning, skulptur og grafik.

Billedværkstedet løber over 8 uger med pause i påsken og afsluttes med fernisering onsdag den 20. maj kl. 18.30 med udstilling af værkerne.
Prisen for at deltage er 1700 kr. – klubpris 1500 kr. – og det inkluderer omvisning, værkstedsarbejde, materialer etc.

Tilmelding og yderligere information på www.louisiana.dk.