Fredensborg Bibliotekerne starter hårdt ud i 2020 med en samtalesalon allerede på den niende dag i året. Samtalesalonen foregår på Nivå Bibliotek den 9. januar klokken 10-12, og omdrejningspunktet for samtalerne bliver noget så alvorligt som døden.

 

Blandt de spørgsmål, som værterne vil stille, er, hvorvidt døden skal være tabu, eller om det er nødvendigt, at vi taler om vores egen dødelighed? Hvordan kan det være, at nogen mennesker er bange for at dø? Hvad er meningen med livet? Og går du ind for aktiv dødshjælp?

 

Som altid ved samtalesaloner går konceptet ud på, at værterne sætter deltagerne sammen i samtalepar. Så begynder man at konversere ud fra de stillede spørgsmål og ikke mindst lytte til samtalepartneren, som man måske aldrig har mødt, og som måske er meget forskellig fra en selv.

 

”Det kan måske lyde lidt skræmmende at blive sat sammen med en, man ikke kender,” siger vidensformidler ved Fredensborg Bibliotekerne Ida Winther Jensen, som er en af dem, der står bag samtalesalonerne. ”Men vi har kun fået positive reaktioner på konceptet, og deltagerne vender tilbage gang efter gang og har i nogle tilfælde ligefrem fundet nye venner blandt de andre deltagere.”

 

Samtalesalonen er gratis at deltage i, og man skal bare møde op alene eller sammen med andre.