Igen i år afvikles der nytårsløb i Fredensborg tirsdag den 31. december. Der er start kl. 10 på p-pladsen foran Fredensborg Slot. Løbet er arrangeret under paraplyen Tour de Fredensborg i samarbejde mellem Fredensborg Kommune og Fredensborg Atletik Klub.

Hele familien er velkommen til en frisk og hyggelig start på årets måske festligste dag, så mød gerne op med en nytårshat eller anden festlig påklædning.

Man kan vælge om man vil gå eller løbe ruten på 5 km. Er du hurtig, kan du løbe 5 km-ruten to gange.

kl. 10.00 byder borgmester Thomas Lykke Pedersen, formanden for Fritids- og Idrætsudvalget Bo Hilsted og Fredensborg Atletik Klub, velkommen til nytårsløb i Fredensborg Slotshave.

Bag Tour de Fredensborg i Fredensborg står Fredensborg Atletik Klub. Der er som altid medaljer, vand og frugt til alle deltagere, og i anledning af nytår er der også et glas bobler og et stykke kransekage, når du kommer i mål.

Det er gratis at deltage og du møder bare op.