Sæt ekstra turbo på nytårshumøret og lad dig opvarte af denne raffinerede, virtuose, vittige og hårdt swingende kvartet, der uden slinger i valsen kan levere alt fra klassisk swingjazz til moderne lyrisk jazz i et medrivende varmt og tæt sammenspil, når Nivå Amatør Teater indbyder til nytårskoncert i Teaterhuset i Nivå lørdag den 11. januar 2020.

Danmarks vidt berømte trommeslager Alex Riel har i flere år turneret i både ind- og udland sammen med den erfarne pianist Søren Kristiansen og klarinettisten Leif Juul Jørgensen, kendt fra bl.a. Ricardo's Jazzmen og Theis Nygaards Jazzband.

Som noget nyt har trekløveret nu indledt et samarbejde med den charmerende herboende amerikanske musiker Kristin Korb, der ikke bare synger med en krystalklar stemme, men også ledsager de vokale udfoldelser med et suverænt basspil. Og så har hun et kolossalt drive - mestrer traditionen til fulde - og er alligevel helt sig selv.

Kom og byd det nye årti velkommen sammen med dansk jazz i verdensklasse, The Danish Jazz Quartet i Teaterhuset i Nivå. Koncerten er støttet af kulturudvalget Fredensborg. 

Billetter af 130,00 kr. bestilles på telefon 2712 2813, e-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller på hjemmesiden www.nivaateater.dk 

Line up:
Kristin Korb: vokal, bas
Søren Kristiansen: klaver
Leif Juul Jørgensen: klarinet
Axel Riel: trommer