Fredensborg Bibliotek holdt som forsøg åbent for selvbetjening i påsken, og det blev flittigt benyttet af borgerne. 

292 borgere benyttede sig af muligheden for at gå på biblioteket i løbet af påskedagene, som normalt er faste lukkedage på biblioteket. Forsøget må betragtes som en ubetinget succes.

Fredensborg Bibliotek har siden marts 2012 afprøvet grænserne for, hvad den tek-niske løsning, som giver borgerne selvbetjent adgang til biblioteket i ydertimerne, kan bære. Sidste år forsøgte biblioteket således at holde åbent på ellers faste lukkedage såsom Kr. Himmelfart, Store Bededag og pinsen, og siden januar er åbningstiden blevet udvidet i weekenden, så biblioteket nu holder åbent alle ugens dage kl. 10-22. 

Det sidste års gode erfaringer var afsæt for påskens forsøg med at holde åbent for selvbetjening. ”Biblioteket er normalt lukket i forbindelse med flere sammenhæn-gende helligdage, blandt andet fordi mange afleveringer i et personaleløst bibliotek hurtigt giver kapacitetsproblemer,” fortæller afdelingsleder Stine Holmstrøm Have. ”Vi har selvfølgelig brugt en del tid på at rydde op efter påsken. Men vi kan også konstatere, at vi med et ganske begrænset ressourceforbrug i købet af helligdagene, kunne tilbyde en service, som kom mange borgere til gode. Og borgerne er utrolig gode til at passe godt på biblioteket, når de kommer på egen hånd.” 

Et veloplagt udflugtsmål

At borgerne fandt det selvbetjente bibliotek et veloplagt udflugtsmål i påskedagene var familien Højlyng fra Fredensborg et godt eksempel på. Mads Højlyng læste højt for Vilja, mens mor Tine benyttede den stille stund til at komme videre med strikkeprojektet, inden der skulle findes bøger frem til hjemtagning.