Tirsdag den 2. marts åbnede Louisiana Butik som følge af, at der blev givet grønt lys til, at såkaldte udvalgsvarebutikker kunne slå dørene op. Mange kunder har benyttet sig af muligheden for at få byttet julegaver, handlet på udsalg og gå på opdagelse i det store udvalg af forårsnyheder. Nu er det ved at være sidste chance i denne omgang. 

Genåbningen af butikken, alt imens museet endnu er nedlukket, har fra begyndelsen været planlagt til at slutte onsdag den 31. marts. Det betyder at onsdag i næste uge er foreløbig sidste åbningsdag i Louisiana Butik inden museet genåbner, hvilket forventes at blive onsdag den 21. april. 

Louisiana Butik holder åbent i overensstemmelse med de gældende retningslinjer og restriktioner. Åbningstiderne er tirsdag-lørdag 11-17. 

Sidste åbningsdag, indtil museet genåbner, er onsdag den 31. marts.