I de seneste uger har jeg modtaget en del mails fra bekymrede Nivå borgere. De fleste starter med spørgsmålet: ”Hvorfor viser planen for Nivå ny Bymidte flere områder med højere huse end forventet?”
Jeg deler borgernes bekymringer for flere høje huse i Nivå. Vi bliver i nye byggerier altid nød til at spørge os selv: ”Hvilken by ønsker vi at skabe”, og se nye byggerier i en helhed med resten af den by vi ønsker. Og jeg drømmer ikke om et Nivå kendetegnet af høje huse.

Et andet spørgsmål der har fyldt i de mails jeg har modtaget, er den høje støjmur som er tegnet i områder af det nye Bymidte projekt, og som i områder vil hegne den nye Bymidte ind. Og her forstår jeg også borgernes undren. For hvorfor løser man ikke støjudfordringen ved at sænke hastigheden i området, og desuden ved at bygge i de lydisolerende materialer, som findes i dag.

Nivå Bymidte er vigtig for byen, og projektet skal i gang. For længe har vi været vidner til at bymidten er visnet, lokale aktiviteter forsvinder, byens borgere vænner sig til at handle andre steder. Den udvikling gør desværre over tid at byen bliver mindre attraktiv. Derfor er der heldigvis stor fokus på projektet i Administrationen.

Og vi lokalpolitikere skal så tage ansvaret for at huske at lytte til borgerne i projektet. Og i fællesskab skal vi også sikre en realistisk planlægning, gennemsigtighed og åbenhed, så alle byens borgere skal kunne vide hvad tidshorisonten er på de forskellige delmål. Og sker der ændringer skal det åbent kommunikeres med det samme. Nivå står overfor at skulle leve med en meget stor byggeplads i en lang periode. Vi må derfor ikke kun fokusere på slutmålet, for borgerne bor jo i byen i hele byggeperioden.

 

Af Heidi Boss Nyby, *
Konservativ Byrådsmedlem