Det er på tide at opdatere og vedligeholde Nivå Havn og Strandpark. Vi som cykler til havnen og stranden i Nivå kender rødderne som stikker op på kørebane og stier, og gør det svært for en cykel. Den meget smalle vej til havnen og stranden er tæt trafikeret. Parkering er der for lidt af. Biler smides derfor ofte i hele området. Trygheds skabende belysning vil gøre en forskel på de mange mørke danske aftener.

Og området er generelt blevet slidt – Netop fordi så mange nyder at bruge det skønne område. Når nye tiltag opstår på havnen, behandles de for ofte individuelt - I stedet for at se dem i en sammenhæng. Der mangler simpelthen prioritering af en fælles plan for Nivå Havn og Strandpark. Ved denne uges møde i Fritid & Idræts Udvalget gjorde jeg opmærksom på netop dette. Det er på tide at tage stilling til hvad vi vil med Nivå Havn og Strandpark.

Efter min mening er havnen og stranden noget af det helt unikke ved at bo i Nivå. Og derfor skylder vi borgerne at sikre vedligehold af området, så alle kan nyde det.


Jeg foreslog derfor at vi prioriterer en opdatering og ordentlig vedligehold af Nivå Havn og Strandpark.

Af Heidi Boss Nyby,
Konservativ Byrådsmedlem