Skønt sagen om tandlægepriserne har været oppe og vende mange gange, er de hver gang havnet i status quo. Og det kan undre, da tænderne ret beset er en vigtig del af kroppen, og tændernes brug er afgørende for indtagelse af føden og dermed for helbredet. Men af uransagelige grunde har tandlægernes liberale erhverv altid kunne smyge sig udenom en seriøs overenskomst med staten, regionerne og kommunerne. I modsætning til lægefaget, der altid har haft en overenskomst.

Ved det kommende kommunal- og regionsrådsvalg den 15.november 2021 skal det foreslås, at bringe tandlægernes priser ind i debatten igen.

I de seneste 15 år er det ingen hemmelighed, at samfundets rigeste har distanceret sig fra den øvrige befolkning, hvad angår indtægter. Fordelingen af indkomster måles normalt med gini-koefficienten - et statistisk mål - der giver udtryk for, hvorledes fordelingen af indkomster er. Ved tallet ét er fordelingen sådan, at al indkomst er tillagt én person, og ved tallet nul er indkomsterne jævnt fordelt blandt samtlige indkomster. Her kan det nævnes, at gini i dag er 0,31, som er det syvende-laveste blandt OECD-landene . Det betyder dog også – som nævnt overfor – at de højeste indtægter er blevet konstant højere. Samtidig er tandlægernes priser steget tilsvarende, og en millionindtægt for tandlæger er ikke ualmindelige i dag.

Politisk bør der gøres noget økonomisk ved tandlægernes liberale erhverv, så der kommer en overenskomst mellem Tandlægeforeningen og staten/regionerne og kommunerne, i stil med lægefagets overenskomst. Det bliver en ordentlig mundfuld at sluge for det offentlige, og her må de største indlægter spæde til ved en økonomisk omfordeling. Dette er nødvendigt for at bevare den indtægtsudjævnende velfærdsstat, som langt de fleste sætter pris på, og som mange lande misunder os.

Flemming Priem
Jellerød have 25
Kokkedal