Fredensborg Kommunes Klimakonference d. 19. aug. bød på interessante snakke og workshops om Kommunens mulige grønne mål. ”Klimamål, Biodiversitet og Bæredygtighed” er flotte ord, men mest af alt kræver den grønne omstilling politisk mod, kombineret med stor forståelse for vores lokalområde.

Ved en af flere workshops arbejdede vi f.eks. med fremtidens bæredygtige byggeri. Det er et område som kræver politisk mod til i fremtiden at turde insistere på at skabe meget mere detaljerede og gennemarbejdede lokalplaner. Lokalplanerne skal skabe krav som Bygherrerne må leve op til. Tidligere har det ind imellem virket som om, at det i stedet har været Bygherrerne der er kommet med deres krav til lokalplanerne.

Lokalplanerne skal tænkes ind i stor sammenhæng i kommunen – Det er bæredygtigt byggeri at sikre langt større sammenhængskraft og skabe sammenhængende nabolag. Det er ikke bæredygtigt at betragte hvert enkelt byggeprojekt som en individuel satellit i byen, for byggeriet skal være relevant og kunne holde i mange år. Det må tænkes ind i den store langsigtede plan for byen og kommunen, så byggeriet også er relevant for bysammenhængen og området om nogle år.

Som lokal borger kan det være svært at overskue hvordan man selv kan påvirke den grønne hverdag i kommunen. Og svært at overskue hvad kommunen reelt gør. Ved en workshop arbejdede vi derfor med at skabe ”den grønne hverdag”. Det skal være nemmere at ændre lidt i lokale hverdagsvaner og forbrug til fordel for klimaet. Et par gode eksempler: Affaldssortering er vigtigt, men er det for uoverskueligt at forstå sorteringsreglerne, så får vi ikke alle med. Grøn transport er vigtigt, men det stiller krav til den offentlige transport og infrastruktur, for at familielivet kan hænge sammen.

På konferencen skulle vi udvælge et klistermærke der beskrev vores tanker om den klimarejse Fredensborg Kommune skal på. Jeg valgte MOTIVERET, og forlod konferencen motiveret for at sikre den grønne omstilling i Fredensborg Kommune – Og fyldt med politisk mod til at gøre det på en realistisk måde.