Samfundssind blev udnævnt til årets ord i 2020, og det blev først benyttet under coranaepidemien for at udtrykke den hensyntagen, som blev tillagt borgere med hyppig afspritning, håndvaskning, rengøring og for at holde afstand til hinanden. Dette sker af hensyn til folkesundheden og i tillid til sammenhængskraften i samfundet.

Politisk-økonomisk betegner samfundssind også den almindelige indstilling til det velfærdssamfund, som langt de fleste tilslutter sig.
I tiden fra 2010 til 2020 er de 10% rigeste stukket af fra resten af befolkningen p grund af skattelettelser og egennyttig bjergsomhed, hvor det kan lade sig gøre. Ifølge Danmarks Statistik – målt med ginikoefficienten – konstateres det, at indkomstuligheden er vokset fra 23 til 30 i løbet af 10 år, svarende til ca. 30%. Det der slår hovedet på sømmet er, at friværdien på fast bolig er steget i gennemsnit med 75.000 kr. pr. år i perioden fra 2014 til 2019.

Sammenhængskraften i det danske samfund er således i den grad skredet, så man i dag stadig kan tale om kong Salomon og Jørgen hattemager i overført betydning.

Med den blå bloks accept af, at det er tingenes orden, følger den røde bloks erkendelse af, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder, som er en opfattelse af retfærdighed.

Forhåbentlig vil regeringen med Mette Frederiksen og de socialistiske støttepartier SF og Enhedslisten gå ind for en omfordeling af skatterne og formuerne. Til den ende kan der socialpolitisk være flere muligheder for en mere retfærdig ordning, der f.eks. kan omfatte:

1) Progressiv beskatning af indkomst, formue, arv, salg og værditilvækst af dyre boliger samt genindførelse af 3 skatteskalaer for indkomst.
2) Bekæmpelse af skattely i offshoreselskaber både nationalt og gennem EU.
3) En Tobinskat på 0,1% af alle højfrekvente valutatransaktioner enten nationalt eller gennem EU.
4) Bekæmpelse af techgiganternes indtjening af reklameindtægter ved beskatning af indtægter, der er tjent her i landet – gerne ved samarbejde med EU.
5) Afvikling af skattelettelserne for de rigeste, der blev indført i de sidste 10 år.

 

Flemming Bernhard Priem
pens. civ. ing.
Jellerød Have
Kokkedal