Ingen kan vel være i tvivl om, at vandmiljøet i søer og åer har det svært i disse år, især efter en meget varm august måned.
I et annoncetillæg til Politiken den 28/8 er indsat en humoristisk-satirisk tegning, der viser en landmand, der står ovenpå udløbsrøret fra et rensningsanlæg. Han står med en tyk slange fra en slamsuger nede i udløbet og siger: ” Jeg er gået tør for gylle, men så kan man jo bare hente ved kommunens renseanlægs udløb”. Som i de fleste satiriske tegninger, er der et gran af sandhed - også her. Der kan næppe være tvivl om, hvilken kommunes rensningsanlæg, der er tale om her.
Det er langtfra drikkeligt vand, der udledes fra de kommunale rensningsanlæg. Recepienten indeholder fækale bakterier og kvælstof, som især sker ved overløb efter kraftig regn. Fækale bakterier som colibakterier skader vandet i Øresund, og kvælstof bevirker algevækst, iltsvind og fiskedød i søer og åer.

Usserød Å kommer fra Sjælsø i Rudersdal Kommune, passerer Hørsholm- og Fredensborg Kommuner og løber sammen med Nive Å ved Møllevej på sin vej ud i Øresund.
I de seneste år har jeg set efter fiskeliv i Usserød Å og har ikke set tegn på fisk i åen.
Derfor er mit spørgsmål: Indgår det i Fredensborg Kommunes procedurer for måling af vandkvalitet at måle kvælstofindholdet i åernes vand, ligesom det gøres for fækaliebakterier fra kommunens rensningsanlæg ?
I Esrum Sø er ofte konstateret blå-grønalger i vandet. Derfor gælder mit spørgsmål også Esrum Sø.
Et højt indhold af kvælstof tyder normalt på udledning fra landbrug i landområdet.
Er det ikke også et spørgsmål, som bør undersøges nøjere af kommunen?