Det er en urolig tid, vi lever i, hvor rigtigt mange mennesker bliver syge - og nogle dør - af den frygtede virus, der i øjeblikket hærger verden over.
Dette er det store perspektiv, vi ikke må glemme, men når jeg alligevel vælger at tage de lokale briller på, er det, fordi det lokale forenings- og kulturliv meget hurtigt kan få behov for hjælp til at vedligeholde aktiviteter og aktivtetsniveau, ja endda overleve denne periode.


For når karantænen indtræder er det jo fristende at opsige, udsætte eller sætte medlemskaber i bero, men derved kan man så risikere, at disse aktiviteter kan få problemer med at overleve.


Vi skal selvfølgelig som kommune hjælpe, hvor vi kan, men der er andre områder, der fortjener mindst lige så megen opmærksomhed, såsom børne-, unge- og ældreområdet, og de kommunale midler er ikke ubegrænsede.


Så jeg har egentlig bare den stille bøn, at man, hvis man har mulighed for det, ikke opsiger medlemskaber for at spare penge, men måske snarere ser det som en donation, et frivilligt bidrag et forenings- og kulturliv, der oftest drives af frivillige ildsjæle.


Det fortjener de.

Bo Hilsted
Medlem af Fritids- og Idrætsudvalget