Netradio

Søg på humleborg

Public acces

Tilsynsmyndighed

Støtteforening

Flere lokale nyheder

Samarbejdspartner

Humleborg er medlem af:

 

De hårde to procents besparelser skal fjernes hurtigst muligt, så gymnasierne fortsat kan levere et godt uddannelsestilbud til de unge, samtidig skal vi have stoppet den snak om snobberi fordi forældre og unge vælger gymnasiet frem for andre uddannelser.

Gymnasierne i Danmark er hårdt spændt for i disse år. To procents besparelse år efter år har ramt hårdt og koster mange gymnasielærerstillinger. Taksterne er faldet 20-25 procent på få år, det er uholdbart i en tid, hvor flere unge skal søge uddannelse.

I disse år er der en stor opmærksomhed på, at unge skal i uddannelse eller arbejde. Jeg er helt enig. Der er også en diskussion om, at flere unge skal vælge erhvervsuddannelser. Jeg er helt enig. Der hvor kæden hopper af, det er når ministre, folketingsmedlemmer og –kandidater i flæng, uanset partifarve, kalder det uddannelsessnobberi, når mange i en kommune vælger gymnasiet til. Jeg er fuldstændig uenig.

I Fredensborg og Hørsholm kommuner søger mange unge på gymnasier. Der er fremragende gymnasier i både Espergærde og Rungsted, som rigtig mange forældre og unge foretrækker. Det gør da, hverken de unge eller deres forældre snobbede. Valget gør dem tværtimod både fornuftige og ansvarlige, klogt at de tænker i gymnasial uddannelse, ligesom det er fornuftigt at nogle vælger erhvervsuddannelserne. Pointen er at de unge kommer i gang og forældre og de unge vælger det de føler er det rigtige, efter kyndig vejledning og oplysning.

 

Kigger vi direkte ind i tallene fra Finansministeriets takstkatalog og på Moderniseringsstyrelsens udvikling for priser og lønninger, så står det klart, at gymnasierne har mistet 20-25 procent i tilskud. Det kan mærkes og nu går den ikke længere. Disse bestialske grønthøstermetoder, med 2+2+2… procents besparelser underminerer gymnasierne med den følge, at kvaliteten daler.

Når vi nu er ved regelsaneringen, så lad os få stoppet de strikse regler for registrering af fravær. Det er helt tosset at en studerende får fravær når Kystbanetoget er forsinket. Tænk lige den sætning igennem.

Gymnasielærere og -elever er ansvarlige mennesker, der sagtens selv kan tage vare på denne opgave. Gymnasieelever er fornuftige, målrettede og omhyggelige, de ved at karakterræset er nødvendigt for at opnå ønskestudierne videre i forløbet. De studerende knokler for at få en god uddannelse og gymnasielærere gør alt hvad der muligt for at det lykkedes, men de mangler i den grad et rimeligt ubeskåret statstilskud, så de kan blive på jobbet.

af Folketingskandidat og bestyrelsesmedlem på Rungsted Gymnasium Per Frost Henriksen (S)