Netradio

Søg på humleborg

Public acces

Tilsynsmyndighed

Støtteforening

Flere lokale nyheder

Samarbejdspartner

Humleborg er medlem af:

 

Det er en skandale, at vi i Danmark ikke har et solidt skattevæsen, der udregner det rette skattegrundlag og får skatten opkrævet til tiden.

Da skattevæsenet var ude i kommunerne var der kontroller der virkede, der var pantefogeder der tog ud til dem der skyldte skat. På skattekontoret var der service til at få udarbejdet en rigtig forskudsopgørelse og der var dygtige medarbejdere, der granskede selvangivelser for både lønmodtagere og selvstændige, så der blev opkrævet en retfærdig skat. Der var ordentlighed i hele forvaltningen.

Jeg arbejdede selv i Karlebo Skattevæsen i slut 70’erne og start 80’erne, der var en solid uddannelse på Dansk Kommunalkursus og senere Forvaltningshøjskolen. Der var høj moral og vi var tæt på borgerne, der respekterede indsatsen. Den nuværende indsats har ingen klangbund i befolkningen, der rystes på hovedet.

Derfor gør det ekstra ondt at se, at SKAT er forsvundet som en troværdig institution, vi som borgere har tillid til og som arbejder for, at der er retfærdighed til, at snydere findes og dem der ikke betaler til tiden bliver rykket. Det virker som om SKAT har givet op. Det skal der gøres noget ved, uden berøringsangst. Der skal findes et helt andet fokus.

Jeg er rystet over de seneste års skandaler, hvor et gældsinddrivelsessystem, EFI, bliver skrottet inden det er taget i brug, hvor ejendomsvurderinger vel nærmest er tilfældige og ikke mindst den omfattende sag om udbytteskattekroner der fosser ud af statskassen og ud af landet. Det er rystende læsning, at SKAT for eksempel har tilbagebetalt milliarder i udbytteskat, til udlændinge, på aktier der ikke har givet udbytte, den kontrol kunne yngste kontorelev have foretaget. Væsentlighed, ansvar og ordentlighed på Christiansborg, i departementer og styrelser er en nødvendighed. 

Her for tiden er der mange historier om afskrivning af skattegæld, der aldrig er opkrævet. Jamen hvad er det for et land vi lever vi. Det må da være muligt, at bedrive et minimum af ledelse, der sikrer, at bare de mest simple rutiner bliver gennemført.

I de gode gamle dage, for over ti år siden, virkede det danske skattevæsen, både med at forskudsregistrere, ligning af selvangivelser og opkrævning af skatter. Det klarede kommunerne rigtig godt. Siden da er det bare gået ned ad bakke. Borgerne har mistet troen på retfærdighed og de græmmes over, at de selv bare betaler deres skat til tiden, når andre snyder og bedrager sig til store formuer på andres bekostning. Det er ikke holdbart. Vi skal have ordentligheden tilbage. Skat jeg savner dig.

 

af Folketingskandidat i Nordsjælland, Per Frost Henriksen (S), Fredensborg.