Netradio

Søg på humleborg

Public acces

Tilsynsmyndighed

Støtteforening

Flere lokale nyheder

Samarbejdspartner

Humleborg er medlem af:

Jeg er meget ked af, at politikere i Fredensborg Kommune nu igen skal diskutere et problem, som slet ikke eksisterer i vores kommune. Det er ikke i orden at DF og Venstre vil blande sig i, hvad der skal serveres af mad i kommunens institutioner.


Jeg forstår ikke hvorfor DF og Venstre i Fredensborg Kommune stiller sådan et forslag, når det ikke er en problematik som eksisterer i vores kommune. Jeg håber ikke, at det samlede byråd hopper på den centralistiske linje.


Vi har kvalificerede og dygtige valgte forældrebestyrelser og det må være op til den enkelte institution at bestemme. Jeg er muslim, har intet imod serveringen af svinekød for børnehavens andre børn så længe der er et alternativ til de børn, som ikke spiser svinekød. Der har altid været forældre, som har særlige ønsker til deres børn, som enten har allergi over for bestemte fødevarer eller forældre som ønsker deres børn skal spise noget bestemt. Det er altid blevet løst lokalt i den enkelte institution.


Jeg er demokrat og går ind for demokrati, og mener at det her er manglende respekt for institutionernes demokrati. Vi har i Danmark tradition for altid at have tillid til de lokale foreninger, bestyrelser og institutioner. Det er skræmmende, at nogle politikere har så lidt tillid til forældrebestyrelsernes arbejde og fratager dem deres ret til selv at tilrettelægge, hvad der skal serveres for deres børn.


Jeg vil i stedet foreslå at der sættes fokus på, at der først og fremmest serveres sund og varieret mad, som er passende for de børn der går i en af kommunens institutioner. Det vigtigste for mig er, at børnene er sunde og at de trives og har det godt.



Suzan Daoud
Forfatter og tidligere Byrådsmedlem (S)