For få dage siden, var incidenstallet i Fredensborg Kommune nær 100. Nu er tallet desværre på vej op. Tirsdag den 13. april var det på ca 125 og nu torsdag den 15. april er tallet landet på 148 samtidig er Fredensborg igen havnet på top 10 over landets hårdest smitteramt - samtidig med at borgmesteren har sendt brev ud til borgerne via e-boks.

Fordelingen af smittede i sognene

Fredensborg Kommune

Antal indbyggere

40.490

Incidenstal 115 

95 (testkorrigeret)

Sogneniveau:    
Humlebæk 9935 232
Karlebo (Kokkedal og Nivå) 19.471 86
Asminderød 9.903 121
Grønholt 1.181 0

 

Borgmester Thomas Lykke Pedersen udsendte i dag, et brev til alle kommunens borgere via E-boks. Det var dog før de seneste tal blev offentliggjort.

I brevet skriver borgmesteren:

Vi er heldigvis begyndt at genåbne samfundet igen. Det sker efter den plan, som Folketinget har vedtaget. Genåbningen er dog betinget af, at smitten fortsat er under kontrol – både nationalt og lokalt. Regeringen har derfor nedsat et Epidemiudvalg, der har vedtaget en ny model for automatiske nedlukninger i kommunerne, hvis smitten bliver for høj.

For os i Fredensborg Kommune betyder det, at vi – ligesom de andre kommuner - må forberede os på, at der fra dag til dag kan ske automatiske nedlukninger i hele eller dele af kommunen. Det vil ske, hvis vores smittetal overstiger de fastlagte kriterier. Målet er, at vi på den måde kan håndtere nye smitteudbrud hurtigt og inden de spreder sig. Afhængigt af smittens udvikling kan fx skoler, SFO, kulturaktiviteter og indendørs idræts- og fritidsaktiviteter samt liberale erhverv derfor blive lukket med kort varsel i hele eller dele af kommunen.

Altså ligesom vi desværre så det i påskedagene. Efter en fælles indsats og i et godt samarbejde fik vi hen over påsken og den forløbne uge hurtigt nedbragt smitten igen, og vi har aktuelt en smitteincidens på 110 (testkorrigeret på 92). Derfor kunne vi mandag den 12. april genåbne alle vores skoler og liberale erhverv, som frisører, køreskoler mv. Det ligger mig meget på sinde, at vores børn og unge så vidt muligt kan gå i skole på normale vilkår -både af hensyn til deres sociale relationer og for deres faglige udvikling. Samtidig er det naturligvis også helt afgørende for vores liberale erhverv, at de kan genåbne hurtigst muligt. Derfor er det vigtigt, at vi alle de kommende måneder fortsat holder afstand, overholder forsamlingsforbuddet og bliver testet hyppigt.

Heldigvis er der lys for enden af tunnelen: De kommende uger accelererer Region Hovedstaden antallet af daglige vaccinationer kraftigt, så alle over 50 år forventes vaccineret ved udgangen af maj. Samtidig udbygges testkapaciteten løbende, så vi hele tiden har et godt billede af, hvor smitten stiger og hvor vi kan fortsætte genåbningen.

Jeg vil gerne på vegne af byrådet sige tak til de mange dygtige mennesker overalt i kommunen, der på hver deres måde bidrager til, at vi bekæmper coronasmitten og kommer gennem denne svære tid så godt som overhovedet muligt. Det gælder ikke mindst vores mange frivillige – herunder vores nye corona-guider – foreninger og organisationer, som i et enestående samarbejde med kommunen gør en kæmpe indsats lokalt. Og det gælder i høj grad også vores pædagoger, lærere, sundhedspersonale og de mange medarbejdergrupper, som hver dag har sørget for, at kommunens børn og ældre kommer trygt og sikkert gennem en dagligdag, hvor undtagelser og konstante ændringer er blevet hverdag.

I ønskes alle et rigtig dejligt forår, hvor vi på flere måder går mod lysere tider.

Thomas Lykke Pedersen
Borgmester