Et højt antal smittede bredt fordelt på hele kommunen er årsagen til, at både skoler og liberale erhverv fortsat venter på genåbning. Skolerne har over påsken forberedt sig grundigt på både hjemmeundervisning og genåbning. Den 6. april er kommunens smitteincidens på 135 med 55 smittede de seneste 7 dage

I løbet af påskeugen besluttede de centrale myndigheder, at hverken skoler eller liberale erhverv i Fredensborg Kommune kunne genåbne som forventet. Det skyldes et bekymrende højt smittetal bredt fordelt i hele kommunen.

"Beslutningen om at udskyde genåbningen træffer Styrelsen for Patientsikkerhed.. Men vi har alle et ansvar for at blive på kursen med god afstand og mange test, så vi hurtigt får smittetallet langt ned igen - i alle fire bysamfund. Vi har gjort det før, og vi kan og skal gøre det igen", siger borgmester Thomas Lykke Pedersen.

"Det er frygteligt ærgerligt, at vi ikke kunne åbne skolerne tirsdag som planlagt. Men heldigvis har skolerne hen over påsken også forberedt sig grundigt på at gennemføre en god hjemmeundervisning de kommende dage. Og ligesom alle andre håber jeg, at det kun drejer sig om de fire skoledage i denne uge. Dem skal vi nok klare", siger Per Frost Henriksen, formand for Børne- og Skoleudvalget og understreger, at alle skolerne også er toptunede til at åbne igen på mandag.

Den 6. april er kommunens smitteincidens på 135 med 55 smittede de seneste 7 dage og det placere Fredensborg på en kedelig 9. plads over flest smittede i landet pr. 100.000 indbyggere. Se de aktuelle tal her)

Fordelingen på bysamfund:

Humlebæk: 38%
Kokkedal: 32%
Fredensborg: 21%
Nivå: 9%

Det er fortsat den yngre del af befolkningen, hvor smitten er størst:
0-18 år: 32%
19-39 år: 25%
40-59 år: 30%
60+ : 13 %