Vedtægter for LYDEN

  1. Foreningens navn er Radiostøtteforeningen ”LYDEN”.
  2. Foreningen er hjemmehørende i Fredensborg Kommune.
  3. Foreningens formål er, gennem tilvejebringelse af midler, at skabe grundlag for Radio Humleborgs virke.
  4. De økonomiske midler tilvejebringes gennem medlemskontingenter, gennemførelse af overskudsgivende arrangementer herunder spil, samt ved modtagelse af tilskud fra organisationer, institutioner, virksomheder, fonde og lignende. Der lægges vægt på aktiviteter, der kan gennemføres i samarbejde med Radio Humleborg.
  5. Som medlemmer kan optages personer, foreninger, organisationer og lignende, der kan tilslutte sig foreningens formål. Der kan, hvad medlemsrettigheder angår, skelnes mellem aktive og passive medlemmer, samt foreninger m.v. Kontingent for de enkelte medlemsgrupper fastsættes på den ordinære generalforsamling.
  6. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt i februar måned. Generalforsamlingen annonceres i Radio Humleborg. På generalforsamlingen vælges en bestyrelse bestående af 5 medlemmer: Formand, kasserer og 3 bestyrelsesmedlemmer. Funktionsperioden for formand og kasserer er 2 år, således at formanden vælges i ulige årstal og kassereren i lige årstal. De 3 øvrige bestyrelsesmedlemmer er på valg hvert år. Herudover vælges en revisor, hvis funktionstid er 1 år. Hvert medlem har en stemme, og der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
  7. Bestyrelsen er bemyndiget til at yde støtte til Radio Humleborgs drift. Dette kan ske gennem køb af udstyr og varer eller ved direkte tilskud.
  8. Regnskabet følger kalenderåret. Det reviderede regnskabet forelægges på den ordinære generalforsamling til godkendelse.
  9. Foreningen opløses ved Radio Humleborgs ophør. Eventuelle midler overgår, efter den afsluttende generalforsamlingens beslutning, som tilskud til foreninger i Fredensborg Kommune.

Vedtægternes ordlyd er godkendt på den stiftende generalforsamling 27. april 1990, med ændringer vedtaget på den ordinære generalforsamling 2. april 2007 og 29. marts 2010.