På søndag når Fredensborg Atletik Klub er vært for det 45. Esrum Sø Rundt løb, er der visse trafikale forholdsregler som man bør tage højde for, men tilslkuere er mere end velkomne og gågadens butikker holder åbent med gode tilbud.

Esrum Sø Rundt er den klassiske udfordring for alle motionister, der gerne vil prøve kræfter med løb i kuperet terræn og i smukke, åbne landskaber. Om du er frisk fra sofaen, træner flere gange om ugen eller holder dig i form med løb til arbejde.

Esrum Sø Rundt holdes nu på søndag d. 28 august 2016 og byder på følgende udfordringer:

- Kongeetapen 27 km
- Slotsetapen 10 km
- Prinsesse Isabella ruten 5 km (separat start for børn og for voksne)
- Fredensborg Børneløb 1,6 km

Esrum Sø Rundt har start-/målområde og stævneplads ved Fredensborg Slot, Slotsgade, Fredensborg.

Esrum Sø Rundt har været afholdt hvert år siden 1972 og er et af Danmarks smukkeste og mest udfordrende motionsløb. Fredensborg Slot er regentparrets residens i forårs- og efterårsmånederne, og det vidtforgrenede slotsanlæg danner unikke rammer for Esrum Sø Rundt.

Hvis du deltager i 27 km Kongeetapen, får du et diplom og en stor, flot medalje – deltager du på andre ruter får du en flot 45-års jubilæumsmedalje.

Trafikale restriktioner på løbsdagen søndag

Slotsgade/Jernbanegade er spærret for al trafik fra Bakkedraget til Wiedeveltsvej kl. 7-16 (åbnes dog for trafik fra Bakkedraget til Østrupsvej kl 11.50.)
Endrupvej/Fredensborgvej er spærret for al trafik fra Ryttervænget til Esrum Søvej kl. 11.00-12.15

Esrum Søvej og Harreshøjvej ensrettes søndag fra kl. 11:15 til 12:30 i nordgående retning fra Jonstrup til Esrumvej
Sørupvej er spærret for gennemkørsel ved Sørup Havn kl. 11.30-14.30

Trafikken på rute 205 afvikles af Politiets Beredskabskorps i det nordlige spor mellem Harreshøjvej og Gribskov.
Stenholtsvej er ensrettet i sydgående retning fra kl. 12:00-14:00

Øvrigt

Der skal regnes med ventetid på Slotsvænget og Skovsvinget mellem kl. 11:30 og 12:30, da 10 km løberne skal passere disse ligesom der er løbere på Sørupvej fra kl. 11:30 til 14:30 - hastigheden er begrænset til 20 km i timen, tag hensyn til løberne og vig for disse.
Der er standsningsforbud på hele Slotsgade, Slotspladsen og Jernbanegade op til Wiedeweltsvej - fjern gerne bilen dagen før af hensyn til opbygningen.

Tilskuere

Tag gerne familien med - gågadens butikker holder åbent kl. 10-15 med gode tilbud i anledning af løbet. Der er også messestande med løbeudstyr, mulighed for køb af massage og mulighed for at holde picnic i det grønne område ved Langedam eller i Slotsparken.

Man kan købe kaffe, te, sandwich og mad hos de mange cafeer og restauranter omkring stævnepladsen og i byen, hvor Fredensborg By Handels medlemmer holder søndagsåbent i anledning af løbet.

Du kan bestille billetter til Bådfarten, der under løbet sejler tilskuere over til midten af Kongeetapen (Fændrikhus), så man kan heppe der og blive sejlet tilbage til målområdet igen. Bestilles som tilkøb hos Sportstiming eller købes ved båden, hvis der er ledige pladser.