1000 elever fra Helsingør og Fredensborg mødes til dyst på Helsingør Atletikstadion, når Skole OL løber af stablen den 3. og 4. maj.

For første gang afholdes stævnet i samarbejde mellem Helsingør IF Atletik, Fredensborg Atletik Klub og Kokkedal Løbeklub.

Skole OL handler om at mødes i sport, om venskab og sammenhold, og at tænke over, hvordan man er overfor hinanden – samtidig med man konkurrerer på livet løs. For det handler ikke kun om at vinde, men om at være med, og klasserne dyster netop derfor som en samlet gruppe.

Alle klasser deltager samtidigt i den landsdækkende konkurrence, da klassens samlede resultat tæller. Vinderklasserne fra hver årgang fra både Helsingør og Fredensborg kommuner går direkte videre til finalen i København i juni.

Samarbejde på tværs

Atletikklubberne i Helsingør og Fredensborg har et godt samarbejde, og derfor får eleverne nu mulighed for at mødes på tværs af kommunegrænserne og prøve kræfter med Skole OL-disciplinerne løb, spring og kast.

Birthe Steenberg fra HIF Atletik udtaler:

”Vi ser frem til igen at afholde et Skole OL-stævne, og vi håber, at stævnet kan være med til at skabe en endnu større sammenhæng mellem skolerne og foreningslivet. Vi vil gerne være med til at inspirere og motivere skoleelever til at dyrke idræt, og vi ser Skole OL som en god måde til at få idræt og bevægelse ind i folkeskolen”.

Johan Byskov Svendsen, Fredensborg Atletik Klub udtaler:

”Da jeg var barn dyrkede vi masser af atletik i skolen, og jeg har stadig mit ”sølv med emalje”-atletikmærke fra dengang. Med Skole OL håber vi at så mange børn som muligt kommer til at prøve atletik, og at flere får lyst til at dyrke atletik også i deres fritid”

Begge er enige om, at det er inspirerende og lærerigt at arbejde sammen om et stævne som dette, og er glade for den opbakning og støtte de får fra Helsingør og Fredensborg kommuner. For Fredensborg klubberne er det desuden den ideelle optakt til Skole OL på hjemmebane, når det nye Fredensborg Stadion står klar i 2017.

Alle som har tid og lyst er velkomne som publikum på stævnedagene.

Fakta

Skole OL er landets største atletikstævne for børn og afholdes af Dansk Atletik Forbund i samarbejde med Danmarks idrætsforbund (DIF) og TV 2. Skole OL er for alle landets 4. - 7. klasser og afsluttes med et olympisk finalestævne i København i juni med mere end 8.000 elever fra hele landet.

På Helsingør Atletik Stadion afholdes hele to store Skole OL Lokalstævner den 3. og 4. maj, begge dage fra kl. 9.00 – 15.30. Den 3. maj er det for 4. og 5. klasser, den 4. maj er det 6. og 7. klasserne der konkurrerer. Det er gratis at deltage og der har været stor interesse fra skolerne som har tilmeldt sig efter ”først til mølle”-princippet.

Skole OL i Helsingør har modtaget økonomisk tilskud fra Helsingør og Fredensborg Kommuner. TrygFonden og Nordea-fonden er Skole OLs hovedsponsorer og gør det muligt at afvikle Skole OL stævnerne og finansiere en stor del af deltagernes rejseudgifter for de, der kvalificerer sig til finalestævnet.

Se mere om Skole OL på hjemmesiden www.skoleol.tv2.dk