Mandag den 26. september 2016 kl. 12.00 bringer Jazzkanalen en speciel udsendelse med det danske jazzorkester Six Foot Stompers. Orkestret kan i år fejre 25 års jubilæum og i den anledning har studievært på Jazzkanalen, Ole Holde haft besøg i studiet af orkesterleder jens Brandt (klarinet) og Søren Munk (trombone -sang), som levende fortæller om orkesterets 25 års jubilæum i 2016.

Der er naturligvis masser af musik i programmet, men også sjove anekdoter fra især en række besøg i jazzens hovedstad New Orleans, men også fra flere besøg på Grønland, hvorfra der bl.a. er jazz med sang på grønlandsk.

SIX FOOT STOMPERS historie går tilbage til 1991, hvor 6 musikere med samme interesse for jazzmusik blev enige om at "stampe" et traditionelt jazzband i gang.
I løbet af de år, der er gået siden starten, er det lykkedes med swingende publikumsvenlig jazzmusik at gøre orkestret kendt både i og uden for Danmark og har flere gange spillet i Fredensborg Jazzklub.

Sammen repræsenterer orkestret således en musikstil, der har sine rødder i den traditionelle New Orleans- og Dixielandjazz tilsat de krydderier, inspiration fra andre stilarter giver. Repertoiret er bredt, og indeholder, ud over kendte jazz- og swingnumrer, evergreens samt andre melodier, der knytter sig til særlige lejligheder. Alt i alt et orkester der spiller glad swinging traditionel jazz.

Bandets medlemmer: Mogens Eghjort, trompet- Jens Brandt, klarinet- Søren Munk, trombone og vokal. Torben Junker Larsen, banjo – Keld Reenberg, bas – Torben Kousholt Mikkelsen, trommer.

Udsendelsen med Six Foot Stompers bliver genudsendt fredag den 30. september klokken 17.00 – ligeledes på Jazzkanalen.

Nordsjællands Jazzradio

Jazzkanalen sender på FM 104,3 MHz fra Fredensborg og kan høres i store dele af Nordsjælland og har specialiseret sig i at lave jazzradio og kommer ud til det voksne publikum. Samtidig kan man i udsendelserne høre om hvad der ellers rør sig på den nordsjællandske og storkøbenhavnske jazzscene inden for traditionel jazz og der kommer lokale indslag både fra jazzscenerne og om hvad der ellers rør sig i lokalområdet, rettet mod målgruppen af lyttere.

Jazzkanalen – Nordsjællands Jazzradio, sender mandag til fredag klokken 12.00 – 18.00 på Fredensborg frekvensen FM 104,3 MHz. Og kan også høres på YouSee kabel FM 98,8 MHz, DAB+ Nordsjælland og som streaming på nettet – her kan man klikke ind på hjemmesiden www.jazzkanalen.dk for at lytte med.