Liberal Alliance i Fredensborg Kommune vil nu være repræsenteret med to medlemmer i kommunalbestyrelsen.

Helle Abild Hansen blev valgt ved kommunalvalget i ’13. Knud Løkke Rasmussen har meldt sig ind i partiet i dag.

Knud Løkke Rasmussen, der meldte sig ud af Venstre i foråret 2015, har i dag meldt sig ind i Liberal Alliance. Dermed bliver partiets byrådsgruppe fordoblet. Til valget i efteråret er håbet, at endnu flere liberale kræfter får plads i byrådet.

”Jeg har haft et fantastisk godt samarbejde med Helle Abild Hansen fra Liberal Alliance. Vi har fra starten af byrådsperioden været enige om, hvilken retning, vi ønsker kommunen skal udvikle sig i. Konkret har det betydet, at vi de sidste to år har fremlagt fælles budgetforslag, hvor vi har prioriteret børn, ældre, udsatte borgere og ikke mindst en hurtigere afvikling af kommunens høje gæld, så vi for alvor kan få råd til at udvikle kommunen og lade borgerne beholde lidt flere af deres egne penge,” siger Knud Løkke Rasmussen.

 

Helle Abild Hansen repræsenterer allerede Liberal Alliance i Fredensborg Byråd. Hun ser frem til, at partiets lokale position nu styrkes.

”Jeg kender Knud Løkke som en god samarbejdspartner og en stærk liberal stemme i den lokale debat. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at vi sammen kan være den fælles stemme, der er brug for, når det drejer sig om at italesætte behovet for prioriteringer i Fredensborg Kommune,” siger Helle Abild Hansen.

“I forbindelse med vores seneste fælles budgetforslag var vi enige om, at afsætte øgede midler til dagtilbud og ældre, samt midler til at imødekomme udgiftsudfordringer på området for handicappede og udsatte borgere. Vi var desuden enige om at prioritere en hurtigere afvikling af kommunens meget høje gæld og dermed for en periode at sætte diverse byggerier, herunder svømmehal på stand by.”