Fredensborg Kommune og Nordsjællands Politi har i dag indgået en aftale, der betyder, at Politiet fra 1. juli i år får eget kontor på Fredensborg Rådhus i Kokkedal.

 

Aftalen blev underskrevet i dag af Fredensborgs borgmester Thomas Lykke Pedersen og politidirektør fra Nordsjællands Politi Finn Borch Andersen.

 

”Vi er utrolig glade for, at Politiet nu flytter ind på Rådhuset. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi gerne vil se Politiet endnu tydeligere i det lokale gadebillede, og derfor er jeg meget tilfreds med, at vi har landet denne aftale med Politiet”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen.

 

Også politidirektør Finn Borch Andersen har store forventninger til samarbejdet:

”I Nordsjællands politi finder vi det helt afgørende, at have et tæt samarbejde med vores kommuner, og ser de nye politilokaler på rådhuset i Fredensborg som et symbol på en hel række fælles initiativer på det forebyggende og kriminalitetsbekæmpende område. Kontoret vil være åbent nogle timer hver uge, men vil herudover også kunne anvendes af mine medarbejdere til mere akutte opgaver”.

 

Aftalen mellem Fredensborg Kommune og Nordsjællands Politi træder i kraft 1. juli i år, og politiet forventes at tage lokalet i brug med det samme.

 

Fakta: Politi på Rådhuset

 

  • Politiet har rådighed over lokalet fra 1. juli 2013.
  • Aftalen løber indtil den opsiges af enten kommunen eller politiet.
  • Der er tale om et politikontor, hvorfra politiet kan arbejde 24 timer  i døgnet – 7 dage om ugen.
  • Der vil være 2-4 faste arbejdsstationer i lokalet.
  • Kontoret er placeret ved siden af Borgerservice.
  • Politiet får egne parkeringspladser foran Rådhuset.
  • Der vil blive opsat skilte med politiets logo ved blandt andet  Rådhusets hovedindgang.
  • Borgere kan henvende sig i en særlig ugentlig åbningstid, som er mandag      fra kl. 15.30 – 17.30.
  • Hvis borgere i kommunen har brug for at komme i kontakt med Nordsjællands  Politi skal alle henvendelser forsat ske via telefonnummer 114 - eller 112  ved akutte situationer.