Søndag den 7. maj åbner Falkonergården i Fredensborg op for endnu en sæson, hvor børn og voksne kan opleve et rigt udsnit af falkonerens rovfugle udfolde sig frit.

I maj måned er der spændende opvisninger hver søndag – i juni er det både lørdag og søndag.

På Falkonergården kan man opleve flere nye rovfuglearter. Blandt andre Eleonorafalken Hermes, der er den er den eneste af sin art, som kan opleves i Europa som falkonerfugl. Hermes giver flyveopvisning med sine meget lange vinger og utrolige adræthed, så alle kan se og lære mere om en af verdens bedste flyvere - på blot 350 gram.

En anden ny falkeart på Falkonergården er berberfalken. Den er mindre end vandrefalken, men har samme flyvning og jagtteknik - altså en meget hurtig og dygtig fuglejæger.

Derudover kan tilskuerne også få fornemmelsen af vingesuset af den russiske steppeørn eller kongemusvågen, når de glider få centimeter hen over hårtoppene. Og andre af Falkonergårdens lynhurtige falke vil også vise deres jagt- og flyveteknik i styrtdyk på ganske tæt afstand.

Under forevisningen trænes rovfuglene, og årtusinders jagttraditioner genoplives med fortællinger om falkonerfuglene. Træningen af falke, høge og ørne foregår i et område, som for 700 år siden var Valdemar Atterdags jagtmarker. Og for 500 år siden var det Frederik II, som tumlede sine jagtdyr og fugle ved Esrum. Nu kan man nyde det smukke landskab med søer, skov og marker som baggrund til falkonerens træning af de store jagtfugle.

Forevisningen begynder præcis og foregår både indendørs og udendørs.
Billetsalg ½ time før forevisning. I løbet af forevisningen vil 6-7 forskellige falkonerfugle - falke, høge og ørne blive trænet meget tæt på de besøgende.

Programmet gennemføres uanset vejrets beskaffenhed.

Oplev Falkonergårdens show:
Maj: Søndage kl. 15
Juni: Lørdage og søndage samt 2. Pinsedag kl. 15

Herefter:
Juli: Onsdage kl. 10 og 15, torsdag kl. 10, lørdage og søndage kl. 15
August: Onsdage, lørdage og søndage kl. 15
September: Lørdage og søndage kl. 15
Oktober: Lørdage og søndage kl. 15 indtil skolernes efterårsferie. Endvidere alle dage kl. 15 i skolernes efterårsferie

Sæsonen lukkes ned efter skolernes efterårsferie i uge 42

Se flere informationer og billeder på www.falkonergaarden.dk

Falkonergården
Davidsvænge 11
3480 Fredensborg
Tlf. 48 48 25 83