Borgmester Thomas Lykke Pedersens nytårstale: Det går godt for os i Fredensborg Kommune. Ejendomsmæglerne har travlt med at sælge huse til nye familier, og håndværkerne har overarbejde på byggepladserne, hvor mange nye flotte huse skyder op. Vi er derfor nu mere end 40.000 borgere i kommunen.

Kommunens økonomi er stabil og vi har over 100 mio. kr. i kommunens kasse. Dermed har vi kræfter og energi til at sætte gang i mange af de projekter, som over 2.000 borgere har bidraget med til kommunens nye samlede vision Fremtidens Fredensborg Kommune.
Jeg vil på byrådets vegne takke for de mange gode ideer og forslag.

Et af de projekter, byrådet har besluttet, er at udbyde byggeriet af kommunens første svømmehal i 2018.
Når vi kender entreprenørernes tilbud, tager byrådet endelig stilling til projektet. Mit håb er naturligvis, at byrådet i bred enighed beslutter at bygge en svømmehal i Nivå og dermed sikrer, at alle vores skolebørn fremover lærer at svømme og bliver fortrolige med vand.
Vi voksne kan til gengæld få mulighed for at udfordre konditallet på den lange bane og måske slutte af med at bløde musklerne op i varmtvandsbassinet. Det bliver helt sikkert godt!

Men inden da begynder håndværkerne at støbe fundament til Gymnastikkens Hus ved Holmegårdshallen i Kokkedal. Her får vores mange dygtige gymnaster langt bedre træningsforhold, end de har i dag – og det har de fortjent.

De mange aktive løbere og atleter i Fredensborg må dog allerede til sommer finde et andet sted at træne, når det nedslidte stadion får nye baner og belysning. Når alt er på plads, håber jeg, at det nye stadion bliver ramme om mange store stævner. Ligesom det allerede sker i det nye idrætscenter i Humlebæk.

Med det er ikke kun på idrætsområdet, vi sætter nye projekter i gang.

Det samme gør vi i de centrale dele af Humlebæk og Fredensborg. Begge steder er der behov for, at vi skaber bedre rammer for mere liv og handel, så byerne forbliver attraktive og dynamiske mødesteder.

I Humlebæk indretter vi et nyt bibliotek på den grund, hvor det tidligere posthus står tomt. I Fredensborg kommer området mellem Langedammen, slottet og Jernbanegade i spil, så vi skaber nye oplevelser for både borgere og turister.

Endelig vil jeg nævne, at vi i byrådet har afsat 6 mio. over fire år til fibernet og en forbedring af mobildækningen på landet. For det er ganske enkelt ikke godt nok, at vi fortsat har store områder i kommunen, hvor man ikke kan få signal på mobiltelefonen.

Vi bor i en fantastisk kommune, som ligger attraktivt mellem hovedstad, vand og land. Den skal og vil vi passe godt på – ligesom vi passer godt på hinanden.

Med disse ord vil jeg ønske alle borgere i Fredensborg Kommune et rigtigt godt nytår.