Den 26. oktober kan man på Humlebæk Bibliotek lære at finde vej i den fysiske verden med Google Maps. Google Maps er andet og mere end et gammeldags landkort overført til skærmen. 

Med Google Maps kan man hurtigt navigere hen til det nærmeste pizzeria, studere interessante lokaliteter, og sågar gå virtuelt ind i bygninger for at se, hvordan de er indrettet.

Alt dette og meget mere kan man blive klog på ved et kursus på Humlebæk Bibliotek den 26. oktober klokken 10-12. Her vil deltagerne få en indførsel i, hvordan man bruger Google Maps både hjemme på pc-skærmen og ude i verden på smartphone’en.

Kurset vil hovedsagelig have karakter af en demonstration og foredrag, men man er velkommen til at tage en bærbar pc eller smartphone med, så man selv kan prøve undervejs.

Det er gratis at deltage i kurset, men da der er et begrænset antal pladser, er tilmelding nødvendig. Det kan ske på Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside under Program.