Humle Bio har torsdag den 13. oktober Danmarkspremiere på hele tre film, det er DreamWork´s Trolls, Peter og Dragen samt den seneste Dan Brown filmatisering, nemlig Inferno.

Her er lidt om hver af de tre film

Trolls

DreamWorks' TROLLS er en hårrejsende komedie fyldt med utrolige eventyr og fantastisk musik. Troldene er kendte for deres skøre, farverige og magiske hår, og de er de lykkeligste og mest muntre væsener – som også bryder ud i sang.

Deres verden fyldt med regnbuer og kager ændres nu for evigt, da deres leder Poppy må begive sig ud på en redningsmission, der fører hende langt væk fra den verden, hun kender til.

Figurerne i filmen er inspireret af den nordjyske troldefigur med det strittende hår, som mange kender fra sin barndom.

Peter & Dragen

I mange år har den gamle skovhugger Martin underholdt byens lokale børn med historier om en frygtet drage, der bor dybt inde i skoven. For Martins datter Grace, der er skovbetjent, er historierne om dragen blot eventyrlige fortællinger, indtil den dag hun møder den tiårige forældreløse Peter, der hævder, at han bor ude i skoven sammen med sin bedsteven Elliot – en stor grøn drage.

Peters beskrivelser af Elliot minder bemærkelsesværdigt meget om dragen fra Martins historier. I takt med at Grace langsomt begynder at vinde Peters tillid og så småt begynder at overbevise ham om, at der er en verden uden for skoven, tager hun sit eget liv op til overvejelse, heriblandt sit forhold til Jack, der ejer den lokale tømmerfabrik.

Jack vil gerne støtte Grace, i hendes ihærdige forsøg på at beskytte den omkringliggende skov, men samtidig er han tvunget til at holde gang i sin forretning, hvilket skaber en kløft imellem dem. Da Peter og Elliots idylliske liv i skoven er i fare, drager Grace ud sammen med Jacks elleveårige datter Nathalie, for at finde ud af; hvor Peter kommer fra, hvor han hører til og sandheden om dragen.

Inferno

Da Robert Langdon vågner op fra sit hukommelsestab på et italiensk hospital, indleder han et samarbejde med lægen Sienna Brooks og sætter sin lid til, at hun kan hjælpe ham med at få sin hukommelse tilbage og således forhindre en galning i at udløse en verdensomspændende epidemi.