Medborgerhusforeningen Egedal inviterer til musikalsk festaften med blokfløjtenisten Michala Petri og guitarspilleren Lars Hannibal.

Michala Petri og Lars Hannibal begejstrer og glæder publikum overalt i verden med deres musikalitet og virtuositet – og det er dem, man kan glæde sig til at møde, når Medborgerhusforeningen inviterer til musikalsk festaften lørdag den 8. oktober kl. 19 på Egedal, Egedalsvej 2 i Kokkedal.
Michala Petri har haft en helt usædvanlig og utrolig karriere – hun begyndte allerede at spille blokfløjte som 3-årig og debuterede 11 år gammel.
Hun har turneret i Europa, USA, Mellemøsten, Australien og Kina – og arbejdet med musikere som violinisten Gideon Kremer og jazzpianisten Keith Jarrett og med mange af verdens førende kammer- og symfoniorkestre.

Siden 1991 har Michala Petri dannet duo med guitar- og lutspilleren Lars Hannibal, som i mange år spillede sammen med violinisten Kim Sjøgren i ”Duo Concertante”.
Men denne aften på Egedal optræder de to sammen med et varieret, alsidigt program – fra barokmusik, Bach og Vivaldi, over tango, Astor Piazolla, til variationer over kendte danske folkemelodier – med en afstikker til Kina – og mange mange andre numre.

Musikstykker, hvor Michala Petri spiller solo på blokfløjte(r), og stykker, hvor de spiller sammen.
Også en aften med plads til overraskelser og improvisationer undervejs.

Og så skal det med, at de to har udgivet et utal af plader og modtaget et utal af priser.

To instrumentalister i verdensklasse, der kan fejre deres 25-års jubilæum – en musikalsk festaften for hele familien.
Entréen er fri – dørene åbnes kl. 18.30 – og der er mulighed for at købe øl, vin og vand.

Man kan læse mere på www.egedal.ne t, www.michalapetri.com  og www.larshannibal.com