Det lokale Fredensborg Brass Ensemble har efter en vellykket koncerttur til Bornholm kastet sig over forberedelserne til den kommende efterårskoncert, der finder sted i ”Kulturhus Fredensborg Gl. Biograf” søndag den 9. oktober kl. 15.

Som altid, når de 15 messingblæsere byder på koncert, kan man vente en festlig og underholdende eftermiddag i selskab med et oplagt publikum og et ikke mindre oplagt ensemble. Koncerten dirigeres af Henrik Madsen, der har udvalgt en række flotte numre. Lettere klassiske, friske rytmer og en fejende march er med til at sætte stemningen og der bliver selvfølgelig, som man plejer, også lejlighed til at synge med på et par af efterårets dejlige sange.

Dirigenten vil fortælle om musikstykkerne og noget om komponister og arrangører, men man vil opdage, at mange af stykkerne er arrangeret af dirigenten selv, specielt til den besætning der anvendes i ensemblet. De høje stemmer dækkes af 5 musikere på piccolo, kornetter og trompeter, mellemlejet bliver varetaget af tre hornister og de dybe stemmer af 4 basunister samt 2 tubaspillere, der sørger for et godt fundament.

Der plejer at være rift om pladserne i Biografen, så det er en god ide at sikre sig billet, der kan købes hos Fredensborg Boghandel. Billetterne koster kr. 50.- pr. stk. og så får man oven i købet serveret en god kop kaffe og lækker wienerbrød i pausen, hvor man kan hygge sig med de øvrige og ensemblets medlemmer.