Finanskrise, nethandel og nye indkøbsmønstre ramte handelslivet i Fredensborg Kommune hårdt. Men nu ser man igen fremad og der er store planer for udvikling og modernisering af centrene i Humlebæk, Nivå, Fredensborg og Kokkedal. 

Det står klart for kommunens erhvervsråd efter en rundtur til de fire byer den 8. marts. 

På besøg hos Linds Kaffebar i Humlebæk. Jesper Lind - med forklædet - ses her i selskab med Fredensborg Erhvervsråd. Fra venstre ses Tommy Eriksen, Niels Mehnke, Thomas Lykke Pedersen, Thomas Jürgensen, Lars Simonsen, Jesper Lind, Thomas Elgaard, Aage Andersen og Børge Stjernholm.


"Det er dejligt, at optimismen og fremtidsplanerne bobler igen efter en lang vinter", siger borgmester Thomas Lykke Pedersen, der hæfter sig ved, at alle ejerne af centrene er i dialog med kommunen om nye planer, ligesom kommunen har store projekter på bedding for bymidterne i både Fredensborg og Humlebæk.

Den vurdering deler erhvervsrådets formand:
"Det er tydeligt, at der både er optimisme hos de veletablerede erhvervsdrivende og de mange iværksættere, som kommer til med deres nye initiativer" siger John Hemming, nyvalgt formand for Fredensborg Erhvervsråd.

Ny æra for bymidterne

"Jeg tror, vi går en ny æra i møde, hvor vi ser en meget større variation i bymidterne med fx store fitnesscentre side om side med dagligvarebutikker, små specialbutikker og cafeer", siger Thomas Elgaard, formand for Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget. Han hæfter sig også ved, at de mange besøgende udefra er med til at tegne kundekredsen og at det i forvejen store antal éndagsturister fortsat stiger.

Denne udvikling af byerne stiller nye krav til planmyndighederne, fortæller udvalgsformand Lars Simonsen:
"Det er tydeligt, at der sker hurtige ændringer i detailhandelsmønstret. Dagligvarebutikkernes ønske om at placere sig uden for bymidterne i større lokaler, udfordrer vores bymidter. Men det giver også nye muligheder for de måder, vi bruger vores byer på", siger Lars Simonsen, der er formand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget, og understreger, at kommunen også vil løfte sit ansvar - blandt andet gennem de store bevillinger til renovering og modernisering af byerne, der følger med de kommende års budgetter.